Sønderjysk Familielandbrug

Vi sætter familien i centrum

Referat fra Årsmødet 2023

Sønderjysk Familielandbrug afholdt mandag d. 27. marts 2023 årsmøde på Agerskov Kro i selskab med 100 deltagere. Det var ikke kun den årlige beretning, som deltagerne kunne se frem til denne aften. Sønderjysk Familielandbrug havde fornøjelsen af at byde velkommen til direktør for L&F, Merete Juhl, der med et spændende oplæg kunne berette, hvilken situation og de udfordringer det danske Landbrug i øjeblikket står overfor.

Formand Antoni Stenger fortalte i sin beretning, at man i Sønderjysk Familielandbrug havde indkaldt de Syd- og Sønderjyske borgmestre og folketingspolitikere, med deltagelse fra landboforeningerne, L&F samt Seges til en snak om problematikken ved de stigende nedbørsmængder. Formålet med dette møde, var at skabe dialog og med ønsket om faglighed og sparring mellem landbrug og politikerne samt på tværs af kommunerne.

”Vi ser en stigende ændring i vejrforhold, hvor vi bl.a. får større nedbørsmængder fordelt på kortere perioder. Det betyder flere og længere perioder, hvor vi ingen vand får. Det gør, at vi er meget afhængig af vores vandingssystemer. Der er store udfordringer specielt i den vestlige del af Danmark, hvor vi er dybt afhængig af muligheden for at vande. Ca. 17% af det dyrkede landbrugsarealer i Danmark har en vandingstilladelse og det gør, at man på disse arealer sikre at markevandingen er stabil i forhold til dyr”, lød det fra formanden. De store nedbørsmængder og markvanding blev da også debatteret under aftenens generalforsamling, hvor eventuelle pilotprojekter og fagligsparring blev mødt af opbakning fra de fremmødte.

Omvurdering af ejendomme, der skaber utilfredshed, var også et varmt emne, der blev debatteret om ved bordene. En omvurdering af ejendommene vil få økonomiske konsekvenser for de fleste. ”Vi skal forsat kæmpe og værne om de værdier Familielandbruget bygger på, og her kan de nye ejendomsvurderinger påvirke de mindre landbrug og muligheden for selveje også fremover. Der er kommet nye forslag til betingelser for vurderingen af de mindre ejendomme, hvor de skal kategoriseres som landbrug eller bolig. Det har stået på i flere år, og det er noget der har stor betydning for Familielandbruget. Man har på en række områder fastsat nogle nedre og øvre grænseværdier, hvor nedre grænseværdier er bolig og øvre er landbrug. Udfordringen er, at mange ejendomme ligger imellem grænseværdierne. Udgangspunktet her vil være, at der skal komme en individuel vurdering på de ca. 20.000 ejendomme, der skal vurderes inden efteråret 2023. Familielandbruget har lagt problematikken ind til L&F høringssvar på området. ”Vi venter med spænding på hvad der kommer ud af det.” sagde formand Antoni Stenger.

Efter fælles spisning, beretning og debat blev der stemt til posterne i bestyrelsen samt diverse udvalg. En god aften i landbrugets tegn.